UDSAT: GENERALFORSAMLING OG FORTÆLLINGER OM SAGER DER SAMLER

Onsdag 22. april 2020 kl. 17.30-20.45
Pakhuset, Banegårdsgade 5, 8300 Odder

TILMELDING TIL Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / 30 84 34 80 SENEST 2. APRIL 2020

Frivilligcenter Odder inviterer medlemmer, frivillige, samarbejdspartnere og andre med interesse for frivilligheden til generalforsamling og debatoplæg.

Vi starter med generalforsamlingen, hvor vi vil have fokus på at fortælle om, hvor vi vil hen med vores frivilligcenter - og vi ser frem til jeres inputs til morgendagens frivilligcenter.

Efter en god fælles middag får vi besøg af Jeppe Spure Nielsen fra Sager der Samler - et hus for hverdagsaktivister i Aarhus, som vil inspirere os med fortællinger om stærke fællesskaber.
Læs mere om Jeppe og få et par smagsprøver på aktive sager senere i denne invitation.

Program for aftenen

17.30-18.30            Frivilligcenter Odders Generalforsamling
18.30-19.15            Café Pakhusets lune frikadeller med kartoffelsalat
19.15-20.45            Fortællinger om Sager der Samler


Mød kandidaterne

Ingen generalforsamling uden valg til bestyrelsen. I år har vi tre bestyrelsesposter og to suppleantposter på valg. Vi skal være i alt syv bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter i bestyrelsen.

For at give jer et godt afsæt for valget får I en præsentation af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, der er på valg og genopstiller, og nye kandidater til bestyrelsen. Præsentationen af kandidaterne findes til sidst i invitationen. Det er også muligt at melde sit kandidatur under generalforsamlingen.

Hvad kan vi lære af Sager der Samler?

Sager der Samler er en platform for selvorganiserede initiativer fra borgere i Aarhus, der styrker handlekraft og engagerede fællesskaber med udgangspunkt i tre dogmer: 

1) Start i egen livssituation.
2) Gør noget med (ikke for) andre.
3) Begynd der, hvor du ikke skal spørge om lov eller bede om penge.

Sager der Samler har i dag omkring 20 aktive sager. Det er blandt andet:

VASKERIET - EN ØVEBANE FOR UDVIKLINGSHÆMMEDE: Giver mennesker med udviklingshæmning mulighed for at bidrage til fællesskabet og til egen udvikling og identitet.

RESSOURCEMENNESKENE: Synliggør og aktiverer styrkerne hos mennesker, der er kommet sig efter misbrug eller dybe psykiske problemer.

LIVSBIBLIOTEKET: Styrker gensidig respekt gennem møder med mennesker, der lever under andre præmisser end en selv.

SOCIAL SUNDHED: Mobiliserer sundhedsfaglige studerende til at være brobyggere mellem socialt udsatte og sundhedsvæsnet.

BORGERE SOM BYSKABERE I STORT OG SMÅT: Undersøger, hvordan borgerne i Aarhus kan blive aktive byskabere i stort og småt, og ikke blot brugere af byen.

Læs mere om Sager der Samler.

Jeppe Spure Nielsen er aktiv i ledelsen og udviklingen af Sager der Samler og herigennem optaget af at udvikle den samfundsmæssige ledelses- og handlekraft gennem hverdagsaktivisme og samskabelse.

Jeppe er aktiv i flere sager i Sager der Samler. Han er også formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, der er en lokal borger- og beboerplatform for lokaludvikling i det kvarter, han bor i.

Herudover arbejder Jeppe som organisationskonsulent med at facilitere læring i partnerskaber mellem kommunale aktører, virksomheder og civilsamfundet.

Kandidater til Frivilligcenter Odders bestyrelse

Henrik Opstrup
Ny kandidat

Som pensioneret psykolog bor jeg - sammen med mit livs udkårne - i Hou.
Jeg har det privilegium at være frivillig gruppeleder for forskellige selvhjælpsgrupper i Odder. Det er både berigende og meningsfuldt.

Samtidig har jeg lyst til at være en del af Frivilligcentrets bestyrelse med henblik på at være med til at forbedre vilkårene for det sociale arbejde i Odder.
Jeg er eksempelvis nysgerrig efter at undersøge:

  • Hvilke fælles berøringsflader har de forskellige foreninger?
  • Hvordan koordineres indsatserne mest hensigtsmæssigt?
  • Er samarbejdet mellem Frivilligcentret og Odder kommune tilfredsstillende?
  • Og på hvilke måder kan "samarbejdet" mellem Velfærdssamfundet og Frivilligcentret tage sig mest fornuftigt ud?

 Astrid Marie Nielsen
Genopstiller

Jeg er 63 år og bor i Odder. Jeg er uddannet socialrådgiver og ansat som koordinator i Bo og Beskæftigelse. Til daglig arbejder jeg i Café Pakhuset,
der er en socialøkonomisk café.

Jeg genopstiller til Frivilligcenterets bestyrelse, idet jeg interesserer mig for, hvordan vi strategisk udvikler centeret til at blive et læring- og dannelsescenter for, hvordan fremtidens frivillige arbejde og fællesskaber skal være.

Her vil jeg prioritere at arbejde for udvikling af et formaliseret samarbejde med Odder Kommune, så FCO's medlemmer på lokalplan bliver aktive medspillere i udformningen af en fremtidig politik om social bæredygtighed og demokratisk medborgerskab.

Kasper Tomshøj
Ny kandidat

Jeg er 53 år og har boet det meste af mit liv i Odder. De sidste 26 år i Gylling sammen med min kone Kit og vores tre nu voksne børn. Til daglig er jeg direktør for en it-virksomhed i Odder.

Jeg har deltaget i frivilligt foreningsarbejde i en lang række sammenhænge og håber, at jeg i Frivilligcenterets bestyrelse kan bidrage med nye idéer og indspark.

Vibeke Iversen
Genopstiller

Jeg er 69 år og bor i Randlev. Jeg er engageret som frivillig i mange forskellige aktiviteter i Odder og omegn, f.eks. Stafet for livet, Økologiens Have og Odder Little Culture Club.

Jeg vil gerne fortsat være suppleant til Frivilligcenterets bestyrelse, fordi det er et spændende arbejde, som kommer rundt om mange aspekter i det sociale samfundsliv.

Jeg tæller ikke timer i frivilligarbejdet, men glæder mig over mødet med mange forskellige mennesker.

Jeg vil gerne bistå med praktisk arbejde ved Frivilligcenterets aktiviteter, og jeg vil fortsat gerne være vikar, når der er brug for det.

Leif Johanson
Ny kandidat

Jeg er 57 år og gift på 30. år med Anne Mie. Vi har fire børn og to plejebørn.
Jeg er præst i Odder Frimenighed og juniorklubleder i RockSolid (for børn i alderen 10-13) på 25. år. Jeg kører på MC, når vejret tillader det.

Jeg stiller op til Frivilligcenterets bestyrelse, fordi jeg er optaget af frivillighed i mit daglige arbejde som præst.

Jeg har koordineret ’Odder hjælper Odder Julehjælpen’ i mange år og kan se, hvad det betyder for frivillige at være med til at gøre en indsats for andre.

Jeg vil gerne være med til at fremme frivillighed i vores by, ikke kun for at få løftet nogle opgaver, men fordi der også i det frivillige arbejde er stort fællesskab. Gennem frivillig indsats kan man få varige venskaber. Når man engagerer sig i noget, man er passioneret i, får man ofte mere, end man giver.

Find forening

find forening

Frivilligjob

find frivilligjob

Selvhjælp

selvhjelp

Kalender

kalender

Facebook

facebook

Frivilligcenter Odder // Pakhuset, Banegårdsgade 5, 8300 Odder // Telefon: 30 84 34 80 // E-Mail
Åbningstider: Mandag 9-15 // Tirsdag 9-14 // Torsdag 9-14

Forfra Webdesign
En del af Moesborg NET-UP