Lili er praktisk hjælper

 

 Lili billede 1B

 

”Man kan få en god oplevelse ud af en svær situation”

 


- Lili er frivillig i Prikken over i'et, Vågetjenesten, Det Frivillige Demensteam og Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik

 

For 12 år siden gik Lili Grosser på efterløn efter mange års arbejde som sygehjælper. Motivationen for at gøre noget for andre mennesker var dog stadig stor, og hun fortsatte som frivillig på samme arbejdsplads. Efterfølgende har hun været aktiv i flere forskellige projekter i Odder. I dette portræt er fokus på Prikken over i'et, men der er ingen tvivl om, at Lili går til alle de frivillige aktiviteter med stort engagement og hjertevarme.

 

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det giver indhold i min tilværelse at være frivillig. Da jeg holdt med at arbejde, nåede jeg faktisk at tænke, at det hele blev lidt for tomt. Jeg havde selvfølgelig familien, og jeg kunne hjælpe med at hente og bringe børnebørnene, men jeg kom også til at kede mig ind imellem. Så derfor var det godt, at jeg kom ind i nogle forskellige ting.

Jeg har en spændende hverdag som frivillig. Det er mere alsidigt, end da jeg gik på arbejde. Jeg ser ikke de frivillige opgaver som hårdt arbejde. Det kan godt være, at jeg nogle gange er lidt træt af at skulle afsted, men når jeg så er i gang, bliver det rigtig godt.
Jeg kan godt lide at komme ud, og jeg har let ved at snakke med folk. Når jeg har været ude som frivillig, kan jeg bedre nyde at være hjemme en dag og læse en bog eller støvsuge mit eget gulvtæppe.

 

Kan du fortælle om en oplevelse som frivillig, der har gjort særligt indtryk på dig?

Jeg har haft mange forskellige opgaver, så jeg oplever lidt af hvert! Engang hjalp jeg med at afrime en fryser og køleskab hos et ægtepar, som var syge og ikke selv kunne klare det. Det tog jo noget tid for isen at smelte og rasle ned. Så vi fik os en god snak over en kop kaffe, og jeg fik mulighed for at høre deres livshistorie. Det synes jeg er spændende.

Jeg har også været med til at vælte en skorsten og bære murerbrokker. Der er selvfølgelig plads til at sige fra, hvis opgaven er for stor, men jeg er ikke bange for at tage fat. Jeg synes faktisk, det er sjovt.

 

Er der noget, du er særligt stolt af at have bidraget med som frivillig?

Ja, det er jeg faktisk, når jeg kan mærke, at folk bliver glade. De bliver jo nogle gange glade, når man bare snakker med dem. Jeg vil gerne lytte til folk, og jeg kan jo godt arbejde samtidig med, at jeg snakker.

Man kan få en god oplevelse ud af svær situation. Der er jo nogen, der har det svært og ikke
kan overkomme det, de gerne vil – det kan give en følelse af, at der er taget noget værdi fra dem. Jeg betragter mennesker som en slags ”evighedsvæsener”. Det, som har mest værdi ved os, forsvinder ikke. Det er kun hylsteret, der ændrer sig.

 

Hvad kunne du ønske dig for frivilligheden i fremtiden?
Jeg synes, det ville være godt, hvis der var nogle nye, der kunne tænke sig at komme ind i vores gruppe i ”Prikken over i'et”. Det kunne være yngre pensionister. Der har også været nogle unge gymnasieelever, som har vist interesse. De har spurgt, om der er noget, man som ung kan gøre i ”Prikken over i'et”. Det synes jeg, at der er. Det kan jo være, at man kan følge nogen i biografen efter skoletid eller noget andet.

 


 

Fakta om Prikken over i'et

    • Prikken over i’et hjælper lokale borgere inden for ældre- og socialområdet med opgaver, som kommunen ikke har mulighed for at hjælpe med.
    • Opgaverne kan eksempelvis være hjælp eller ledsagelse til indkøb, udskiftning af elpærer, flytning af havemøbler, tilplantning af blomsterkrukker, lægebesøg, højtlæsning, koncert og teaterbesøg.
    • Som frivillig bestemmer man i vid udstrækning selv, hvor meget tid man vil bruge.

Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere om mulighederne for at blive frivillig i Prikken over i’et? Kontakt Lili Grosser på tlf. 20 90 34 18 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

 

 

 

 

Find forening

find forening

Frivilligjob

find frivilligjob

Selvhjælp

selvhjelp

Kalender

kalender

Facebook

facebook

Frivilligcenter Odder // Pakhuset, Banegårdsgade 5, 8300 Odder // Telefon: 30 84 34 80 // E-Mail
Åbningstider: Mandag 9-15 // Tirsdag 9-14 // Torsdag 9-14

Forfra Webdesign
En del af Moesborg NET-UP