Korkin er LeveVen

 IMG 1769xxxx

 

”Det er vigtigt, at man kommer kontakt med andre mennesker”

 

 

- Korkin er frivillig i LeveVenner sammen med sin familie.


Det har altid været naturligt for Korkin Ali Ali at hjælpe andre mennesker, og det gør han i mange forskellige sammenhænge. I sit job som buschauffør og rundt omkring i byen er han klar med en hjælpende hånd, når nogen har brug for det. Han kom til Danmark fra Syrien for 5 år siden, og i dag bor han i Saxild sammen med sin kone og tre børn. Korkin læste om frivilligt arbejde i den lokale avis og fandt ud af, at han gerne ville være frivillig i projektet LeveVenner. Her deltager man som frivillig i aktiviteter sammen med mennesker med funktionsnedsættelse, og det er ifølge Korkin et rigtig vigtigt projekt, som skaber meget glæde.

 

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det er dejligt at være på tur med de andre fra LeveVenner. Tiden går hurtigt, og vi hygger os meget. Vi kommer ud i naturen, og det er også godt for mig at få noget motion og frisk luft. I mit job som buschauffør sidder jeg jo meget ned.

Jeg har altid været åben og positiv over for andre. Når jeg møder folk i bussen eller på gaden, vil jeg rigtig gerne hjælpe. Nogle gange har jeg også klippet hæk for en ældre person, som ikke selv kan klare det. Jeg er også meget taknemmelig for den hjælp, som andre folk har givet mig. Vi kender mange søde mennesker i den by, vi bor i.

Det er vigtigt, at man kommer i kontakt med andre mennesker for at lære sproget. Efter at vi har været på ture med LeveVenner, har vi lært nye mennesker at kende. Når vi mødes andre steder, hilser vi også på hinanden.

 

Kan du fortælle om en oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?

Vi var på en vandretur til nogle af Danmarks højeste bakker. Der var en mand i kørestol, der havde brug for hjælp til at komme rundt på turen op af en af bakkerne. Jeg ville rigtig gerne hjælpe. Nogle steder var det svært at køre med en kørestol, fordi der var sten og jord i stedet for asfalt. Alligevel fandt jeg en vej helt til toppen sammen med manden. Vi var nogle af de sidste i flokken. Da vi kom til det højeste punkt, blev de andre meget overraskede. De troede, ikke det var muligt at køre hele vejen. Manden blev rigtig glad, og det var en god oplevelse.

 

Er der noget, du er særligt stolt af at have bidraget med som frivillig?

Jeg er stolt af, at jeg giver andre mennesker en god oplevelse. For eksempel var det rigtig godt, at jeg hjalp manden i kørestol op til toppen af bakken. Måske ville han aldrig have oplevet det, hvis ikke han fik hjælp til at køre derop.
For mig er det ikke hårdt, men det betyder meget for den person, som jeg hjælper.

 

Hvilke tanker har du om at være frivillig fremover?

Jeg tror, jeg fortsætter med at være frivillig så lang tid, som jeg kan. Hele min familie tager også med på turene. Vi vil rigtig gerne være frivillige, men nogle gange skal vi noget andet. Sidste gang skulle jeg for eksempel på arbejde. Når man er frivillig i LeveVenner behøver man ikke at komme med hver gang. Vi kan tage med på turene, når vi kan. Det passer mig rigtig godt, fordi jeg også har en hverdag med arbejde og familie.

 


 

Fakta om LeveVenner

    • LeveVenner har fokus på etablere kontakt mellem frivillige og mennesker med funktionsnedsættelse, således at de får lettere ved at deltage i aktiviteter og danne relationer fremover.
    • Som LeveVen kan du være med til mange forskellige aktiviteter – det kan være en gåtur, en tur i biografen eller en udflugt ud i naturen.
    • LeveVenner er et samarbejde mellem LEV Odder og Odder Kommune. Du kan følge LeveVenner på Facebook.

Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere om mulighederne for at blive frivillig i LeveVenner? Kontakt Astrid på tlf. 51 38 61 58, Tom på tlf. 30 20 91 33 eller via e-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Find forening

find forening

Frivilligjob

find frivilligjob

Selvhjælp

selvhjelp

Kalender

kalender

Facebook

facebook

Frivilligcenter Odder // Pakhuset, Banegårdsgade 5, 8300 Odder // Telefon: 30 84 34 80 // E-Mail
Åbningstider: Mandag 9-15 // Tirsdag 9-14 // Torsdag 9-14

Forfra Webdesign
En del af Moesborg NET-UP