De næste frivillige?

Af Palle Nørgaard, Bestyrelsesmedlem i Frivilligcenter Odder. Arbejder i forskningsafdelingen på Erhvervsakademi Aarhus. Underviser bl.a. i frivilligledelse på events.

Nye tendenser i yngre generationers måde at være frivillig på kan måske give anledning til at gentænke, hvordan foreninger inviterer til de opgaver, som de gerne vil have løst?

Som i vores samfund generelt, bliver de aktive frivillige også ældre. Det er egentligt ikke noget problem. Det er gode erfarne kræfter, men undersøgelser af udfordringer hos foreninger landet over (VIVE, Ingerfair) viser, at ’senioriseringen’ kan give anledning til bekymringer på den lange bane.

Allerede nu er der rundt omkring udfordringer med at rekruttere til den slags frivilligt arbejde, som er længerevarende, f.eks. bestyrelsesposter ude i foreningerne. Samtidigt ser det ud til, at yngre generationer blandt frivillige foretrækker større fleksibilitet i valget af opgaver. Vi ser frivilligjob-banker opstå som et svar på sådanne behov.

Måske er de yngre frivillige engageret som instruktører (også i længere tid ad gangen), måske man har deltaget i en enkeltsag, hvor der var akutte behov, som en oversvømmelse eller ukrainerne på flugt? Det er værdsat. Eventfrivillighed er også populært, for energien er høj. Opgaverne er også til at overskue.

Alt dette er der ikke noget galt i. Nogle eksperter peger samtidigt på, at der måske er tale om et større samfundsmæssig skifte. Vi binder os mindre. Det kunne godt se sådan ud, for vi skifter jo også arbejdspladser, dyrker sport og fitness på klippekortsordninger, måske i storbyerne især. Det er noget organisationer og foreninger, der baserer sig på frivillighed, bør være opmærksomme på. Målgruppen af frivillige har, lidt merkantilt sagt, fået andre behov.

En ny frivillig kan godt være motiveret til at give en hånd med, men hvordan engagerer du ham eller hende efterfølgende, som organisation? Svarene må være forskellige, ligesom organisationerne er det. Men der er mange nye initiativer, som vi kan lære af. Fælles er måske, at vi bør tænke over, hvordan folk engagerer sig i andre sammenhænge og derfor, når din organisation eller dit initiativ leder efter nye frivillige, bliver det relevant at spørge, hvad inviterer du til? Interessebårne opgaver? Oplevelser? Den gode sags tjeneste? Længerevarende bundne opgaver?

Bundne opgaver kan også være spændende oplevelser med læring? Og har din forening deltaget i events, støttet en sag, som måske havde med noget andet end den primære aktivitet at gøre? Kunne det bruges til at møde nye frivillige? Hvordan blev opgaverne præsenteret?

Der er mange nye smågeniale initiativer derude:

Heidi Møller begyndte f.eks. at invitere på ”gåture sammen med mig”, nu er de mange. Det handlede om sundhed og fællesskab. En borgerforening tog det på sig at omdele den lokale nyhedsavis - der var mulighed for korttidsfrivillighed der, men de ville videre og etablerede en petanquebane og en sauna på havnen. Det

handlede om mødesteder. Det gør Byhaver i især de større byer også. Initiativet, ’Tag Tomat’ begyndte med en plantekasse på taget af et skur. Så gik folk i gården sammen, nu driver de virksomhed, etablerer fortovshaver. Byrumsinitiativer giver muligheder. Nogle har også sat såkaldte Fælles-skab rundt omkring i landet, til overskydende ting og sager til andre. Cykelpiloterne stiller op og giver ældre medborgere en tur ud i det blå i en Rickshaw. Det er civilsamfundsinitiativer, der tager ansvar og løser velfærdsopgaver (se f.eks. Jane ´Sandbergs bog om sådanne fællesskaber i Danmark).

Måske vi, og mere traditionelle foreninger, kan lære af de former for frivillighed, de organiserings- og deltagelsesformer og de oplevelser, der er knyttet til sådanne nye initiativer. Vi kan begynde med at spørge os selv: Hvad inviterer vi til? Hvordan er vores mødesteder? Kan vi måske sammen med nye partnere deltage i andre typer aktiviteter og events, som også kunne være interessant for os som forening?

Foto: Palle Nørgaard
Fotograf: Lilly Nørgaard

Bliv Frivillig

frivilligjobodderogoplandudendk 

Find forening

find forening

Selvhjælpsgrupper

selvhjelp

Facebook

facebookforsidebilleder

Frivilligcenter Odder // VitaPark, Vitavej 69, plan 0, indgang B, 8300 Odder // Telefon: 30 84 34 80 // E-Mail
Åbningstider: Mandag 10-15 // Tirsdag 10-15 // Torsdag 10-15

Forfra Webdesign
En del af Moesborg NET-UP