Mange følelser i skilsmissefamilier

Skærmbillede 2023 08 15 kl. 12.03.32

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klumme af Carsten Møller, frivillig gruppeleder for børnegrupper i Frivilligcenter Odder. Carsten er uddannet lærer, inklusionsvejleder og terapeut, december 2022. 

 

Børn gør selv en stor, omsorgsfuld og ihærdig indsats for skabe sammenhæng i deres delte hverdag, men fortæller at de ofte føler sig alene med overvejelser og bekymringer som knytter sig til deres ”deleliv”.

I en skilsmissegruppe fortalte en pige: ”Jeg føler mig ensom, når der er skiftedag fra min mor til min far eller far min far til min mor. Den første dag føler jeg mig ensom og har brug for tid til at passe ind det nye sted.”

Skilsmissen vender alt, hvad der er trygt og kendt, på hovedet. Intet er, som det plejer at være. Alt det, som børnene tidligere kendte som deres hverdag og som deres familie, forsvinder og skal defineres, accepteres og forstås på ny.

Men når hverdagen atter indfinder sig, og når den værste gråd, vrede og fortvivlelse har lagt sig, har voksne ofte tendens til at ”glemme” børnene. Men hvad betyder det egentlig for børn at ”have hjemme” to steder? At være en familie, når mor og far ikke bor sammen? Og hvordan får børnene hverdagen til at hænge sammen?

En hverdag på to adresser er på mange måder en helt særlig slags liv, der kræver noget særligt af børn. Generelt er vores dagligdag jo kendetegnet ved en række gentagelser – det vil sige, ting vi gør på samme måde hver dag uden at tænke over det. Disse handlinger binder hverdagen sammen, så den forløber let, og uden vi umiddelbart behøver at tænke over det. Det skaber forudsigelighed, tryghed og ro.

Når forældre er skilt og ikke længere behøver at være enige om hverdagens rammer, kan der være flere forskellige og nogle gange modstridende forståelser i spil omkring, hvordan rutiner og regler skal strukturere børnenes hverdag. På nogle punkter overlapper de hinanden, mens de er forskellige på andre.

At der er forskelle mellem hverdagen hos mor og hverdagen hos far behøver ikke at være problematisk, men børnene kan bruge meget energi på at skabe meningsfulde sammenhænge mellem de to steder. Hvis mor og far ikke respekterer hinandens forskelligheder, hvis de har grundlæggende værdimæssige uenigheder, hvis de taler grimt om hinanden eller beder børnene overbringe svære beskeder, så bliver det rigtigt svært for børnene.

Skilsmissegrupper for børn
Når børn kommer i skilsmissegrupper i Frivilligcenter Odder, så har vi stort fokus på at skabe en tryg ramme for børnene, hvor de kan dele oplevelser, tanker og følelser med hinanden. De fortæller, at det er rigtig godt selv at kunne fortælle, men også at høre hvordan det er for andre børn, som er berørt af skilsmisse.

Leg og spil er en stor del af vores møder. Når vi skal tale om de svære følelser, er det vigtigt at kunne veksle mellem det legende og ressourcefyldt og det svære. BOSNAKKEKORTENE giver mulighed for den vekselvirkning. Hver gang, vi mødes, tjekker vi ind med Bo, som er et metalansigt med flytbare magneter.

I skilsmissegruppen er der altid mulighed for at sige Nej-tak til aktiviteter og spørgsmål. Den mulighed er børnene glade for. Det er med til at skabe tryghed både for den enkelte og i gruppen, at det er helt legalt at sige Nej-tak. En mulighed børnene ikke havde, da mor og far fortalte, at de skulle skilles, og børnene skulle bo to steder.

En meget central skikkelse i skilsmissegruppen er hunden Winston, som er en Bull Mastiff på 65 kg. Ham er børnene rigtig glade for, og han er glad for alle de godbidder, de giver ham.

 

 

Bliv Frivillig

frivilligjobodderogoplandudendk 

Find forening

find forening

Selvhjælpsgrupper

selvhjelp

Facebook

facebookforsidebilleder

Frivilligcenter Odder // VitaPark, Vitavej 69, plan 0, indgang B, 8300 Odder // Telefon: 30 84 34 80 // E-Mail
Åbningstider: Mandag 10-15 // Tirsdag 10-15 // Torsdag 10-15

Forfra Webdesign
En del af Moesborg NET-UP