Hverdagsaktivisme: Mennesker, der bare går i gang
Tue Starcke-Jensen er Cand. mag. i oplevelsesøkonomi, hverdagsaktivist og projektleder i Frivilligcenter Odder
Da jeg boede i Aarhus, var kvarteret omkring min lejlighed ret beskidt, og da jeg senere flyttede til Malling, ærgredes jeg dagligt over skilte, der stod misvedligeholdte fyldt med alger i mit nærområde. Jeg har en vis tolerance over for sådan noget, men jeg holder ikke til det i længden. Af den grund er jeg skraldesamler og skiltevasker, og jeg kalder mig selv for “hverdagsaktivist”.
En hverdagsaktivist er kort sagt et menneske, “der bare går i gang”. Hvad end det er forskønnelse af sit nærområde, at starte en gratis brætspilscafe eller et andet nyt initiativ, der kommer fællesskabet til gode - så er hverdagsaktivister dem, der skaber små forandringer og sætter initiativer i søen, i stedet for at vente på det offentlige (eller hvem der nu menes at have ansvaret).
“Er du fra kommunen? Eller er det bare noget, du gør?” En ældre dame stopper mig. Hun synes, det er dejligt, at skiltet er blevet gjort rent, for det har set trist ud i mange år, siger hun. Men hun forstår ikke hvorfor jeg står der med kluden i hånden.
“Er det ikke kommunens opgave?” Muligvis, jeg har faktisk aldrig undersøgt det. For mig handler det om, at jeg kan gøre noget ved det og ønsker at gøre noget ved det - her og nu. Det er i småtingsafdelingen, I know, men jeg finder glæde ved at gøre det, og det giver mening for mig, når jeg møder andre, der deler min glæde ved et kønnere uderum.
Men jeg tror, spørgsmålet siger noget om, at vi ofte er vant til, at det er andres ansvar at gøre noget og i vid udstrækning har et system, der fungerer så godt, at vi har vænnet os til, at det løser de problemer, som ikke er vores egne. Måske vi nogen gange glemmer at tænke over, hvad vi selv kan gøre. Ikke fordi det er vores opgave, men fordi vi er tæt på der, hvor problemerne eller manglen opstår.
Hverdagsaktivisme kan siges at være en slags frivilligt arbejde, men adskiller sig fra den “klassiske frivillighed” ved at udspringe fra én selv og egen livssituation - og ikke som allerede etablerede opgaver eller funktioner i regi af fx sportsklubber og foreninger. Den er aktivistisk i at pege på løsninger og skabe forandring, men uden at være konfronterende, og hverdagslig ved at finde sted i de små handlinger og initiativer, der udfolder sig i det små.
Jeg har mødt hjemløse, ex-misbrugere, unge skatere, psykisk sårbare, erhvervsfolk eller sågar børn, der alle har startet initiativer på baggrund af det, de kunne og ville. Alle kan være det. Der er ikke et certifikat eller kørekort, og det kræver ikke mere end det man selv ønsker at lægge i det.
Måske du, kære læser, er hverdagsaktivist - eller kunne blive det? Er der noget, du ønsker at gøre noget ved? Tænk over det på vej hjem fra arbejde, eller mens du tager opvasken. Hvor synes du, der trænger til at blive gjort noget, som også kunne glæde andre? Har du mulighed for at gøre noget ved det - eller måske hvis du nu samlede naboerne? Hvis svaret er ja, så prøv det af, og se om du ikke får smag for at skabe små forandringer gennem din hverdag.